Den "gode hunds" forbandelse!  Af Marianne Søndergaard
 
Mange mennesker mener, at deres hund trives godt sammen med børn – og det er jo dejligt for dem – men prøv lige at se her alligevel! Bidstatistikker siger, at over 50% af vores børn bliver bidt af hunde, før de fylder tolv år – og oftest af en hund, de kender.
 
Selv om disse bid sjældent giver alvorlige skader, så skaber de problemer for familien og mange hunde mister deres hjem eller bliver endda aflivet på grund af bid. Og bemærk venligst, at dette ikke kun sker for de andres ”uopdragne hunde”! Lad være med at sole dig i bevidstheden om, at DIN hund jo er en ”dygtig hund”, som du i hvert fald aldrig behøver at bekymre dig om! For sådan er det ikke!!!
 
De allerfleste bidsager drejer sig om hunde, som ingen havde troet kunne finde på at bide. Man hører jo sjældent forældre sige: ”Jeg ved da godt, at min hund er farlig, men jeg lod børnene lege med ham alligevel!” Vel?
 
Man hører derimod ofte, at biddet kom som et lyn fra en skyfri himmel! “Hunden var ellers ALTID så sød sammen med barnet!” Og så følger der som regel en liste over alt det, junior tidligere har udsat hunden for – uden at den nogensinde (tilsyneladende) har gjort vrøvl over det. Dette er et typisk eksempel på det, vi kan kalde ”Den dygtige hunds forbandelse”.
 
Hvis vi VED, at en hund ikke bryder sig om små børn, så beskytter vi hunden imod dem. Men den ”dygtige hund” må som regel passe på sig selv. Den plejer jo ikke at reagere på barnets handlinger og forældrene luller sig selv i søvn i den falske overbevisning om, at de har en ”god hund” – og passer derfor ikke på, når hund og barn er sammen. Vi glemmer alt for ofte, at selv disse ”gode hunde” har grænser for, hvad de vil finde sig i.
 
Forestil dig det som en goodwill-konto, du har hos hunden. Enhver handling, der overrasker, forskrækker, irriterer, gør ondt på, eller på anden måde generer din hund, er som at trække et beløb ud af denne goodwill-konto. På et tidspunkt er kontoen tom – og hunden knurrer, snapper eller bider. Som et lyn fra en skyfri himmel? NEJ!
 
Denne illusion om “den dygtige hund” betyder, at dit barn erhverver sig dårlige vaner i omgangen med familiens hund – men også i omgangen med andre hunde. Det, du lærer barnet derhjemme, danner basis for dets omgang med ALLE hunde! De færreste hunde bryder sig om knus, kys, skub, trækken i pelsen eller om at blive forstyrret, når de sover. Din egen ”dygtige hund” bryder sig heller ikke om det - heller ikke selv om den endnu aldrig har brokket sig over barnets adfærd.
 
Det er DIN pligt at vejlede og beskytte din hund! Her er nogle tips til, hvad du kan gøre, så din ”dygtige hund” forbliver dygtig. Find muligheder for at gøre udtræk på goodwill-kontoen til indbetalinger på den i stedet. Sørg for, at barnets irriterende handlinger kan betale sig for hunden. Gør dem til noget, den forbinder med noget positivt! Se på hunden, ros den og giv den en lækkerbidsken, når barnet er hos den og leger med den. HVER GANG!
 
Det vil øge din hunds tolerance overfor barnets handlinger – og få den til at være opmærksom på DIG, hver gang den bliver forstyrret eller forskrækket. Det er ikke hundens job at rette på dit barns adfærd! Vis din hund, at du nok skal passe på den og holde styr på situationen.
 
Lær om din hunds kropssprog og hvordan du kan se forskel på det – find ud af, hvordan den ser ud, når den er irriteret – og når den er glad og afslappet. Kropssproget er den eneste måde, hunden kan meddele sig på! Medmindre du har lært den at skrive en besked og lægge den på dit skrivebord? Nå, ikke? Lær dine børn at have respekt og empati for alle dyr ved selv tydeligt at acceptere det, dyret kan lide eller ikke kan lide.
 
Hvis dit barn elsker din hund, så må barnet lære at udtrykke den kærlighed på en måde, som hunden bryder sig om! Hunde er som regel glade for børn, de kan føle sig sikre hos. Samværet med hunden bliver sjovt nok meget bedre, når man undlader automatisk at gå ud fra, at ens egen hund er “en god hund”!
Kennel Brown Hunt v/Pernille Lillevang & Tommy Langelund Jakobsen | Remmerslundvej 28, 8722 Hedensted  | Tlf.: +45 30288003 | pernille@brownhunt.dk