Præcis i dag torsdag den 9. februar 2023 går DuDer ind i den 9. drægtighedsuge. Principielt kan hun føde når som helst og jeg har før haft tæver der har født på 56. dag – meeeen det er kun sket en gang og med denne drægtighed ved vi at der kun har været en parring den 15. december og at progesteron var 10.2 så derfor tror jeg ikke hun går over tid – jeg tror hun føder mellem tirsdag og torsdag i næste uge.
Tommy har en evne til at få lagt sine forretningsrejser præcis når tæverne skal føde, så igen er jeg alene på skansen i den kommende uge så jeg håber at hendes fødsel bliver som tidligere fødsler, helt ukompliceret og at alt går fint.
Hun er stor og tyk og noget besværet på sin vejrtrækning så jeg har lidt ondt af hende i denne sidste tid. Hun spiser med glubende appetit og hun får mad 3-4 gange dagligt, det er bare at holde på med små portioner så hun har lidt at tærre på når hvalpene er kommet. Det er hyggeligt at sidde på gulvet hos hende og mærke de små hvalpe rumsterer rundt i hendes mave. Jeg glæder mig til at se hvad hun gemmer på og hvor mange.
Føderummet er gjort klar og hun er faktisk allerede begyndt at grave lidt i tæpperne – hvilket er helt normalt. Kroppen skal i løbet af den næste ugestid, langsomt indstille sig på at give slip på de fostre, som den har holdt på og beskytte og det giver lidt uro i kroppen. Det ses oftes ved at de graver og bider i tæpper og bygger hule/rede.
Jeg har gjort klar til hvalpefødsel. Det er altid en god ide at være klar en uge før fødsel – hvis nu de melder deres ankomst lidt tidligere end forventet 🙂