Ja hvad i alverden er nu det for en forkortelse. Det er forkortelsen for Stargardt Disease (Retinal Degeneration) som er en øjenlidelse hos hunde. Stargardt er måske i familie med PRA (Progressiv Retinal Atrofi) – som vi har kendt til i mange år. Det er sandsynligvis en mutant af PRA som nu er kortlagt. Vi er så heldige at opdrætte Labrador, for det er nemlig en god forretning at lave en gen-test til labrador, da den altid tjener sig selv hjem. Det er en kæmpe fordel for os som opdrættere, for hvis der findes en ny sygdom i racen så er der straks nogen der forsøger at finde DNA for den lidelse. Samtidigt er det super godt for os der opdrætter Labrador at vi har mulighed for at genteste og dermed udelukke sygdomme i avlen, så hundene er sunde og raske.

Selve sygdommen Stargardt er slem og hundene bliver blinde i en ung alder – hvor ung svinger, men i Sverige hvor Stargardt først blev opdaget – har de set blinde hunde i en alder af 3 år.

Stargardt har faktisk også været kendt et stykke tid og jeg tror jeg var en af de første der testede for det i Danmark. Jeg startede med at teste alle mine hanner og min gamle tæve Ketchup, som ikke er her længere. Herefter har jeg testet Punktum og Smilla. Svaret på Punktum kom idag og hun var Clear. Svaret på Smilla kom 18. januar og hun var bærer, men clear på SD2.

Det betyder at ….

N-kuldet er Clear på Stargardt, fordi Punktum er clear og Michnos Friend Chandler Bing der er far til N-kuldet er også testet og Clear.
G-kuldet er Clear på Stargardt, fordi Punktum er clear og Castlemans Syrian, der er far til G-kuldet er også testet og Clear.
Genetisk skal I kun testet for PRA hvis jeres hunde skal anvendes i avl og så naturligvis øjenlyse.

P-kuldet ved vi ikke om er Clear – for Astraglen Bailey er ikke testet for Stargardt. – så hvis I skal bruge jeres skønne hvalpe i avl på et tidspunkt så skal I teste for PRA og Stargardt.

Nu venter jeg på svar på gen test på Smilla, som bliver testet for SD2 og Stargardt.

I løbet af dette år skal Power og Vettel igennem samme mølle. Power ved jeg er fri via forfædre på det meste – men da han kommer fra udlandet har jeg besluttet at køre alle DNA test på ham. Ikke fordi jeg ikke stoler på resultaterne, men jeg syntes for mange generationer tilbage, hvor hundene er fri via forfædre, måske er lidt usikkert. Vettel’s mor og mors aner er ikke testet så selvom Castlemans Syrian er far til ham – så skal han testes for det meste.

Alt dette avls snak, lyder måske indviklet, men det er det faktisk ikke. Hvis I skal bruge jeres hunde i avl eller jeres hanner bliver spurgt om parringer, så bare ring eller skriv til mig, hvis der er noget i er i tvivl om, så skal jeg hjælpe, det bedste jeg kan.

Så gik DuDer endelig i løbetid, helt nøjagtigt den 29. november, men det var også den dag hvor Smilla blev opereret så der havde jeg lidt travlt med Smilla og fik ikke opdateret her på siden. Nu kan vi begynde at forberede et kuld hvalpe og vi glæder os. Planen er at vi køre til Labdom Nuthatch alias Nutti (udtalt på Engelsk Nåtty, mest fordi det på skrift ser lidt for feminint ud, til en stor fin sort han :-))

Jeg skal nok få taget lidt billeder af den sorte dreng så I bedre kan fornemme ham. Hans resultater taler for sig selv – ingen tvivl om at han er en utrolig dygtig hund, dog skal det siges at han handles af en af Danmarks bedste hundefører Niels Henrik Hansen og som jeg plejer at sige så kan Henrik få et hængebugsvin til at gå en lige linje så Nutti er altså i de bedste hænder og så er det klart at han shiner helt vildt.

Mit valg faldt på ham, fordi hans mor Labdom Ruddy er kuld søster til Labdom Pochard, som jeg tidligere har brugt på ZigZag for år tilbage. Linjen kender jeg godt og den er sundhedsmæssigt og temperamentsmæssigt helt i top og præcis det syntes jeg er vigtigt. Samtidigt er både Ruddy, Pochard og Nutti nogle utrolig pæne og velbyggede hunde med gode pelse og god størrelse. Med andre ord de ligner en labrador som jeg kan lide dem.

Så nu forventer jeg parring i weekenden den 12-14. december og så får vi hvalpe i uge 7 i februar og de vil være salgsklare i uge 15 – hvilket er det eneste der er lidt problematisk fordi jeg er i England i uge 14. En tur som har været planlagt længe og også udskudt, men NU er der bestilt færge og bolig og træning, SÅ jeg skal afsted til UK. Jeg skal nå at gøre alt klar til afhentning af hvalpene, inden jeg drager til UK 🙂 men det er logistik og det kommer jeg til at fikse.

Jeg glæder mig til hvalpe og jeg glæder mig til en fantastisk tur til UK – mon ikke det går altsammen alligevel 🙂

Min hvalpe sitter er i alle tilfælde klar og så skal resten nok gå godt 🙂

I morges blev Punktum parret med Canvas. Da jeg har 3 tæver i løbetid var det nødvendigt at lave en progesteron test her til formiddag for at sikre at tidspunktet var korrekt og den var høj 20.5 så parringen i morges var vigtig for jeg tænker ikke at jeg får en parring imorgen – men vi får se. Denne gang hang de to fint sammen og ganske længe 42 minutter – dejligt at det lykkedes så fint.

Det er Canvas 2. parring så nu venter han hvalpe i Tyskland hos kennel Femba og i Danmark hos os forhåbentligt. Det bliver så skønt at se hvordan han slår igennem i avlen. Canvas ligner sin mor Holy helt enormt og ikke Indy som er hans far. Men vi glæder os til at se om Indy slår igennem i andet led eller om Canvas er dominerende. Vi får i alle tilfælde nogle super smukke sorte og gule hvalpe, med masser af pels, god energi og samarbejdsvilje og søde temperamenter.

Nu kan vi begynder at regne lidt. Parring i dag den 11. oktober og så 9 uger frem så er vi i uge 50 og hvis hun venter et stort kuld så i slutningen af uge 49. Salgsklare i uge 6 hvilket er lige op til vinterferien – så det er nok ikke så ringe endda.

Jeg får rigtig ofte spørgsmålet …. Skal jeg vælge han eller tæve, og er der stor forskel i racen (labrador) på hanner og tæver.

Det er et super godt spørgsmål, der bør være til overvejelse inden man anskaffer sig en labrador eller anden hund, i det hele taget.

For at svarer på dette spørgsmål så kræver det noget af DIG! Du skal være ærlig overfor dig selv og kigge lidt indad for at finde ud af hvordan du selv egentlig er. Passer det dig bedst med en han eller en tæve ? Måske finder du svaret her under.

Personligt kan jeg sige, at jeg ville kun have hanhunde, hvis ikke lige det var fordi jeg syntes opdræt af labrador, er vildt spændende. Hvis jeg kun skulle have en jagt, familie eller markprøve hund, så ville der ikke være tvivl i mit sind, et eneste split sekundt. Jeg ville vælge en han. Men jeg har 5 af hvert køn og jeg elsker også mine tæver meget højt … MEEEEN skal jeg være ærlig er jeg nok et ret konsekvent og bestemt menneske og det passer godt til Hanhund.

MEN det starter et helt andet sted 🙂

I min race (labrador af jagtlinjer) er der ikke den store forskel på hanner og tæver. Racen er meget venlig og imødekommende over for alt og alle, så begge køn er skønne at omgås i daglig dagen.

Tæve….
Tæverne er meget knyttet til deres flok. De kan som hvalpe og unghunde være markant anderledes end når de runder deres andet leve år. Når de er blevet 2 år så er de meget voksne på den ind imellem lidt kedelige måde, som rigtig mange finder behagelig og let at have med at gøre. De vil gerne lege i små doser – men de vil hellere traske rundt i hælene på deres ejer. Tigge lidt ved bordet og i øvrigt passe de sysler de finder vigtige. Tæverne er fysisk mindre end hanhunden. En labrador tæve af jagt linjer vejer typisk 24-27 kg.

De er skønne at træne med hvis man er dygtig til at gøre træningen interessant og udfordrende. Man skal være rigtig god til at rose tæverne, mere end at skælde ud. Hvis man ikke er god til at holde denne balance på vægtskålen, så kan man meget let få en tæve, som vælger en fra og til som det passer hende. Tæverne skal man gøre sig noget mere fortjent til at få et godt samarbejde med end hannerne.

Jeg tror egentlig godt at jeg kan sige at de minder ufatteligt meget om os kvinder. De er lidt nærtagende, de skal have meget ros og skulderklap for at tro på sig selv. Får de skæld ud – er de tilbøjelige til at sige – ”Du kan bare gøre det selv” ! Det er naturligvis meget generaliseret og lidt sjovt 🙂

Tæverne bliver meget sjældent “møghunde”. Alene af den simple årsag – at hvis tæven er uopdragen, så trækker den i snoren, kommer ikke når man kalder og den er måske lidt irriterende for de som er omkring den.
Tæverne er i løbetid 2 gange om året, den ene gang er ALTID i jagtsæsonen 🙂 Hvis man er uheldig så er der lidt hormon svingninger, der kan give falsk drægtighed, eller bare en ustabil psyke, som gør at hun i perioder er svær at arbejde med.

Han……
Hannerne er dem man kan lave en aftale med. De er super trofaste, utroligt loyale, de gør altid deres bedste i marken og de kan også godt lide at se godt ud, mens de gør det 🙂 De arbejde med stor udstråling og de tager en skideballe og siger okay nu prøver jeg lige igen og koncentrerer mig mere denne gang.

De er til gengæld nød til at opdrages konsekvent. Er du god til at sætte regler op og holde disse regler i din hverdag – så er hanhunden fantastisk at have omkring dig.
Hanner skal lære “tisse-manerer” – f.eks at de ikke tisser når de er i snor, med mindre de bliver bedt om det. At de ikke tisser op af havekrukker, bænke og andet som man gerne vil have i fred og JA det kan de godt lærer.
Det kræver en del af ejeren, for det første år skal hvalpen/unghunden tilbydes at tisse på en græsplæne, når den starter med at lette ben – så skal den stadig tisse på græsplænen inden træning, inden gå tur osv. således at den ikke tisser op af alt hvad den skal forbi på en gå tur.

Hannerne skal lærer at dæmpe deres entusiasme i forhold til andre hunde. De skal lærer at hilse på tæver, uden at skulle stikke hele næsen op i måsen på hende. De skal lærer at hilse på andre hanner uden at byde op til dans. Alt dette er gode manerer. Det kræver en hundeejer der kan se signalerne – er opmærksom på deres hanhunds adfærd og får brudt de dårlige tendenser og belønnet de gode.
En labrador han af jagtlinjer vejer typisk 28- 32 kg.

Trænings mæssigt er hannerne helt suveræne. De tåler at man laver fejl langt bedre end tæverne gør. Jeg vil sige at de er mere tilgivende. Jeg ser mange hunde på min træningsplads og en af de ting jeg ser er at hannerne rummer bedre de nye hundefører, som ofte laver fejl i træningen, deres timing er ikke helt korrekt og det forvirre hunden. Der er hannerne langt stærkere end tæverne og de bærer på ingen måde nag 🙂

Så opdragelsen af en hanhund kræver lidt mere, specielt det første år, end det gør med en tæve men det lønner sig i længden.
Den er suveræn i alt når den først er velopdragen og godt trænet. Den har mindst to gear mere end tæven, den har væsentligt mere gå på mod og styrke i terrænet, den er aldrig i løbetid eller hormonelt uligevægtig. Den er utrolig loyal over for dig, en ven for livet som knytter sig meget til sin ejer/familie. Den leger hele livet – så har du børn er den fantastisk til både fodbold og løb og leg. Hannen er iøvrigt utrolig renlig og elsker at være ude, så hanner har let ved at lærer at være i hundegård.

Hvis jeg skulle have en professionel hund (Schweiss, narko, bombe) så ville jeg altid vælge en han. De har langt større energi, de kører på også når det begynder at gøre lidt ondt (varm sommerdag, træthed, lange køreture, lange vagter). Hanhundene kan ligesom altid finde energien frem når musikken spiller. De er ikke typen der giver op 🙂

MEN!
Jeg er nød til at sige at hanner der ikke bliver opdraget, bliver ofte det som jeg kalder “møghunde”, hvilket egentlig ikke er fair – for det er jo mennesket i den anden ende af snoren der fejler. Jeg har set mange hanner der spiller med musklerne overfor andre hanner, tisser op af alt hvad de kommer forbi og samtidigt trækker de rundt med deres ejer efter forgodt befindende. Det er IKKE hundens skyld – men den i den anden ende af snoren, der har fejlet. Tit og ofte glemmer en hundejer at opdrage på hunden, fra den er helt lille. Det er 1000 gange letter at opdrage på en hvalp og lærer den de gode manerer, inden den vokser sig stor og fysisk stærk.
Når jeg ser hanner, der er helt utilpasset er de ofte også stresset. De føler at de har ansvaret for alt omkring dem, fordi deres ejer ikke er trådt i karakter. De har fået et kædehalsbånd på, fordi ejeren ikke længere fysisk kan holde dem og pelsen er slidt ned af halsen af kæde halsbåndet – hvilket vidner om at hunden trods kædehalsbåndet, fortsat ikke kan gå i snor med respekt for snoren. De er ofte larmende, enten gøende eller pibende fordi de er frustrerede og usikre på hvem der tager ansvar og hvad deres rolle er i denne verden.
Hanner i balance og som er velopdragende er helt rolige. De hilser pænt på alt og alle og de har ikke behov for at hævde sig i en flok. Mine hanner er vant til at omgås andre hunde, såvel hanner som tæver og de er altid venlige og respektfulde. De løber ikke efter tæver og snuser dem bag i, eller løber til andre hanhunde viser udfordrende kropssprog eller skubben. Men det ville de gøre hvis ikke vi havde fortalt dem som små, at sådan opfører man sig ikke. Så der er noget mere opdragelse i at have hanner end tæver, men også langt mere hund i en hanhund.

Så det helt korte svar på spørgsmålet om han eller tæve er:

Det er dig der skal se på dig selv som hundeejer og tage stilling til, om det er en han eller tæve der passer bedst til dig. Uanset om du vælger det ene eller det andet, så er det rigtig vigtigt at du gør dig klart at hunde er ikke mennesker – de har brug for at du er “konstant”, at reglerne altid er de samme uanset det er tirsdag i ulvetimen eller søndag morgen med overskud. For at få en harmonisk hund så er DU nødtil altid at vise hunden hvad vej I skal gå og at du har styr på ALT, så den ikke skal tage ansvar for noget, men bare være ved din side og slappe af. Du skal nok fortælle din hund hvad der forventes af den og det vil den elske dig for.

Mandag den 14. Marts 2022 startede Twitter sin fødsel om morgenen. Hun blokkede op fra kl. 04.30 og startede med at få lidt veer kl. 09 og kl. ca 10 startede hun med at have kraftige presse veer. Da det havde stået på i 45 minutter og jeg ikke kunne mærke en hvalp fremme i fødekanalen så valgte jeg at køre til dyrlægen. Jeg har haft 3 kejsersnit i de 27 år jeg har opdrættet og bortset fra det første Kejsersnit så har jeg været virkelig hurtig til at tage en beslutning om at få hvalpene ud i tide og inden tæven er for slidt.
Sådan var det også i mandags, vi tog et røntgen foto og konstaterede at hvalpen lå rigtig dumt lejret med baghovedet mod bækken knoglen og med forbenene ned langs siden. Vi var næsten overbevist om at den var død siden den lå så underligt. Men scanningen viste at der var puls og yderligere 2 små hjerter der bankede. Imens vi røntgenfotograferede og scannede gjorde de super dygtige veterinærsygeplejesker klar til Kejsersnit.

Herefter blev der foretaget kejsersnit. Det foregik stille og roligt og jeg fik lov at kigge med fra sidelinjen – Tusinde tak!
Da vi havde Twitter åben bad jeg dyrlægerne om at kigge på om hvalpene lå i det ene livmoderhorn eller fordelt i begge ? Hvalpene lå i det ene livmoderhorn og det andet var helt tomt og så lidt anderledes ud. Det er så forklaringen på at Twitter kun har båret 3 hvalpe i begge hendes kuld. Så jeg tog en beslutning om at dette bliver hendes sidste kuld.

Den hvalp der lå i klemme og forårsagede kejsersnittet blev taget ud til sidst idet vi vidste at den nok ikke kunne reddes – de to øvrige hvalpe blev taget ud, den første var en fin sort han og den næste en fin gul pige. Begge blev frotteret og lagt i ilt tragt. Det er måske lidt svært at forklare men når hvalpene bliver taget ud af tæven så opfører de sig som om de stadig ligger inde i tæven. De har fin puls og man kan se hjertet slå med det blotte øje men de modtager iltningen gennem bloder fra moderkagen, som stadig hang på navlestrengen. Således stod Line og jeg og frotterede hvalpe på en varmepude med en ilt tragt ved deres hoveder.

Her på billedet er der kommet liv i den første sorte han så det er tæven og den sidste han der ligger i ilt tragten. Tæven havde fin puls og hjerteslagene var med konstant rytme, men hun trak ikke vejret. Jeg syntes det var ret mærkeligt og jeg syntes det tog vildt lang tid, inden hun vågnede og begyndte at trække vejret og røre på sig.
Faktisk nåede jeg til det punkt hvor jeg sagde til Line – at NU ligger vi dem begge ned til Twitter, som lå til opvågning og så må de beslutte sig for om de vil sove ind eller leve. Måske lidt barsk men vi havde givet adrenalin dråber under tungen og masseret dem det bedste vi kunne. Jeg havde svært ved at tage den beslutning specielt for tæven fordi hun havde så fin puls og hjerterytme og hun trak også vejret ind imellem men der kunne gå mange minutter imellem.
Så jeg pakkede dem ind i varmepuden og et tæppe og lagde dem alle tre ned til Twitter. Ham den først sorte dreng, gik med det samme igang med at die, men han havde også fået lidt Puppyboost imens mor Twitter blev syet sammen – så han var mægtig klar på hvad som helst. De to andre lå i varmen og gjorde ingenting. Men så var det som om at den lille pige vågnede brat op og begyndte at trække vejret. Hun bevægede sig i helt rigtige pendler bevægelser for at finde sin mor. Jeg gav hende lidt puppyboost og så kiggede jeg til den sidste dreng – han var kold og stille, død.

MEN hvor er det skønt når det går godt! For det gjorde det alt i alt. Twitter lever og hun har 2 fine stærke hvalpe liggende hos sig. Dejligt!
Pludselig vågnede også Twitter og hun var noget omtåget. Hun peb meget og kunne ikke rigtig finde ud af hvor hun var og hun opdagede slet ikke hvalpene. Så jeg baksede hende ud i bilen og satte varme på. Pakkede hvalpe og medicin og så kørte vi hjem.
Vel hjemme luftede jeg Twitter der skulle tisse og så lagde jeg hvalpene ind i BiaBed’en i hvalperummet, tilbød Twitter lidt A/D dåsemad som hun spiste med det samme. Så lagde hun sig ind i til hvalpene og så har det kørt upåklageligt siden. Arhhh….. Det første døgn var hun så påvirket af narkosen at jeg måtte mandsopdække hende for at hun ikke trådte på hvalpene. Hun var ganske dårlig på balancen og hun peb meget – men hun slikkede og nussede hvalpene som hun skulle trods sin lettere døs.
Tirsdag morgen var hun frisk og helt rolig og tilbage til den Twitter vi kender så godt, sød, kærlig og hun vogter sine hvalpe nidkært.

Tak til Dyrlægerne Bonnie og Sisan og vetsygeplejerske elev Line som gjorde et helt fantastisk job. Line du er allerede nu en utrolig dygtig Veterinærsygeplejerske – jeg mærker ikke at du er elev – det er SÅ sejt.

Tillykke til Tanja Bischop i Østrig der skal have den sorte dreng som skal hedde Brown Hunt’s NavySon og til Dennis i det sjællandske der skal have tæven som hedder Brown Hunt’s NavySun – navnene har jeg ikke fundet på det har Martina og jeg syntes de passede perfekt til de to 🙂

Drægtighedens længde er hos hund i gennemsnit 63 dage. Der er dog en variation fra 54-72 dage, efter den dag hvor tæven har accepteret parring første gang. Hvis man regner med gennemsnittet på 63 dage, svarer dette til 9 uger.

I de følgende afsnit beskrives hvalpens udvikling uge for uge – fra ægget er blevet befrugtet, og til hvalpen bliver født.

1. + 2. + 3. uge:    

Efter en vellykket parring transporteres de befrugtede æg i æggelederen, hvor celledelingen starter. Efter ca. 8-12 dage består fosteret af

16 celler, også kaldet Morula-stadiet, og i den størrelse kommer det ind i livmoderen. I livmoderen fortsætter celledelingen. Fosteret er i den kommende uge ikke fæstnet til livmodervæggen, men flyder frit omkring. Efter ca. 3 uger, med en variation på mellem 17-22 dage, er fostrene ligeligt fordelt i de to livmoderhorn og er nu i gang med at vokse fast på livmodervæggen. Man kan sige at hvalpene ligger i livmoderhornene som ”perler på en snor”.

Fostrene er på dette tidspunkt ca. 1 cm. langt og minder om en lille fisk med udvækster, som senere bliver til for- og bagben. Der hvor fosteret er vokset fast på livmoderen, dannes moderkagen, som bliver fosterets forbindelse med moderen. Igennem moderkagen, der også kaldes placenta, tilfører tæven de nærringsstoffer som fosteret skal bruge i den kommende udvikling. Fostret forbindes med modekagen via sin navlestreng.

• 

• 

• 

4. uge: 

Man kan nu tydeligt skelne for- og bagben. Øreflipperne er synlige som en lille fold og ører og øjne bliver dannet i denne uge.

Fosterhinderne kan i dette stadie føles som bobler på ca. 2,5 cm. størrelse. Hvis man med sikkerhed skal kunne fastslå en drægtighed ved at føle på bughulen, kræver det en meget rolig, slank tæve. Man skal ikke selv begynde på den undersøgelse, det kan skade fostrene.

Drægtigheden kan påvises ved ultralydsscanning fra dette tidspunkt.

• 

• 

• 

5. uge: 

I denne uge formes øjenlågene, og følehårene på overlæben og over øjnene anlægges. Øreflippen vokser, så den næsten dækker over anlægget

til øregangen. Fem par dievorter med tilhørende mælkekirtler, samt de ydre kønsorganer begynder deres udvikling. I løbet af denne uge vil fosterets poter begynde at formes det der senere bliver til trædepuder og tæer. Omkring dag 33 lukker ganen, så efter denne dato kan ganespalte ikke opstå. I det hele taget er dette den mest risikofyldte tid, hvor kemikalier og andre stoffer kan skade fosteret, nu overstået. Her begynder også dannelsen til tarmsystemet, som på dette stadium endnu befinder sig i navlestrengen.

Drægtigheden kan nu ultralydsscanning det er en af de mest anvendelige metode fra nu af og indtil fosteret kan påvises med røntgenbillede. Tæven vil muligvis først nu vise de første tegn på drægtighed ved en ændret adfærd, men bugen har endnu ikke ændret så meget facon.

• 

• 

6. uge:

Øreflipper og øjenlåg vokser og dækker i slutningen af ugen henholdsvis øregang og øjne. De ydre kønsorganer begynder,

at forandre sig i retning af han- og hunkønsorganer. I starten af ugen adskilles tæerne helt, og i slutningen af ugen vil kløerne blive dannet. Følehårene begynder at vokse ud af de anlæg der blev dannet ugen før. Tarmsystemet forlader nu navlestrengen og befinder sig i den endelige placering i bughulen. Afhængigt af antallet af hvalpe i livmoderen vil maven tiltage en lille smule i omfang.

Foderet bør fra nu af være specialfoder til drægtige tæver/hvalpe.

7. uge:

I løbet af denne uge vil kropsbehåringen vokse ud, og farvemarkeringer vil kunne ses. Poterne og trædepuderne er efterhånden færdigdannede. Fosteret ligner nu den færdige hvalp, men kan ikke overleve udenfor livmoderen. Fra dette tidspunkt er det egentlig kun størrelsen der øges.

8. uge:

Fosteret er færdigdannet og kan nu føles, og til tider kan fostrenes hjerteslag høres. Tæven er nu nærmest besværet af sin vægt og sit omfang

og mælkekirtlerne er spændte og fulde af mælk. I denne periode skal tæven vænnes til sin fødekasse.

9. uge: 

Den sidste uge af drægtigheden forbereder tæven sig til fødslen. Hun bliver mere stille og interesserer sig ikke så meget for at lege, og kan være mindre social end normalt. De sidste 2-3 døgn før fødslen bør man reducere fodermængden med 30%, og i det sidste døgn før selve fødslen vil tæven normalt ikke æde. Fra ca. 60. dagen kan fosteret overleve udenfor livmoderen.

• 

•