Indy’s operation.

Jeg tror aldrig at jeg har været så nervøs i hele mit liv, som jeg var igår. Indy er min hjerte ven og det er rigtig svært for mig, når der sker noget med ham, så da jeg afleverede ham til Peter Weis igår morges, gik mit hjerte nærmest i stå.

Indy har flosset to ledbånd i højre skulder. Helt nøjagtigt det ledbånd, der sidder bag på skulderbladet og det ledbånd der ligger imellem skulderbladet og overarmsknoglen. I følge Peter Weis er det en af de mest almindelige skader, der ses hos brugshunde og jagthunde. Det er skader der sker når hunden i højfart f.eks. jagter vildt og griber et bytte, som kan være en anskudt fasan der løber, et rådyr der fanges af, en anskudt hare der løbes ind og apporteres. De fleste gange går det godt – men en gang imellem, så er terrænet måske særlig ujævnt, eller glat i sne og frost eller de er bare uheldige, at komme ud i en forkert vinkel på deres skulder.

Det som kendetegner denne skade, er at hunden ikke halter hele tiden. Den kan have gode dage helt uden at halte og dage, hvor den kun halter noget af dagen og dage, hvor den er totalt halt. Så derfor har hundeejere ofte en tendens til, naturligvis ikke med vilje eller forsæt, at lade hunden gå for længe med denne skade. Peter fortalte at han ofte får hundene henvist, hvor de så har forsøgt med en masse andre behandlinger over helt op til 1 år. Så kan ledbrusken have taget skade og dannet slidgigt – det var heldigvis ikke tilfældet hos Indy.
Jeg syntes at Indy havde gået længe, fordi det startede i januar, men gudskelov valgte jeg at få både Tove Due og Marie Harley til at kigge på ham af flere omgange og de kunne ikke finde noget på ham. Det var foruroligende for de kunne begge se, at han var halt. Så Marie foreslog at jeg fik tjekket ham i forhold til ledbånd og sene vedhæftninger. Det var virkelig klogt af Marie og jeg er så glad for at hun sagde det til mig. Det var også Marie der bestemt mente, at det var skulderen det var galt med.

Jeg bestilte straks en tid i Århus hos Lars Langerhus – men der var ALT for lang ventetid. Suzanne foreslog så at jeg forsøgte at finde Peter Weis som vi begge kender fra hans tid i Virklund. Google fandt ham hurtigt og jeg ringede mandag og fik tid torsdag – så var vi igang. Peter mønstrede Indy gående og så afsagde han sin 98% sikre diagnose. Men som han sagde vi undersøger ham lige og udelukker alt andet – så vi lavede røntgen og kikkertundersøgelse og når jeg skriver vi, mener jeg Peter undersøgte og jeg betalte 🙂 . Peter havde ret, flosset ledbånd på bagsiden af skulderbladet og mellem skuldblad og overarm. Tirsdag ugen efter skulle Indy opereres. Et nyt fibertape ledbånd indopereres ved at man skære den store skuldermuskel op, bore et hul i skulderbladet og i overarmsknoglen, trækker fibertape i et 8 tal mellem de to huller.

Fibertape er så stærkt at det slider kanten af hullet lidt større og dermed bliver det lidt længere og giver dermed gradvist mere fleksibilitet til skuldet leddet. I starten er det meget stramt og forhindre fuld bevægelighed i skulderen. Efter 4-6 uger er der fuld bevægelighed i skulderen og genoptræningen kan øges.

Jeg afleverede Indy kl. 9.00 og hentede ham igen kl 14.30. Det var en nervepirrende lang ventetid og så skønt at se ham, komme humpende ned af gangen. I går lå han bare og sov hele aftenen, var ude ganske kort uden at tisse. Spiste aftensmad og sov igen. I nat har han ikke kunnet vække mig som var SÅ udmattet af hvalpefødsel og lang tur til Fyn, at han tissede en kæmpe sø på stue gulvet – men han er tilgivet!

Her til morgen spiste han morgenmad med smertestillende og 1 timer senere gik vi en lille luftetur og så sov han videre. Men har følger mig rundt i huset og han går på sit ben så jeg er umådelig glad.
Efter Påske har jeg en aftale med Karina fra Key2balance som skal se ham og lægge en plan for hans genoptræning. Det bliver nogle lange gåture i Waterwalker og i sandet ved stranden, så det bliver nogle helt legale ture til stranden, for at gå med Indy i vandet og sandet 🙂