I denne tid har vi ganske travlt på opsamlinger rundt omkring. Det er en gave at have gode steder at få lov at samle op. Steder hvor man mødes med andre retriever entusiaster er virkelig dejligt. Det betyder nemlig at vi måske får en træningsfugl i starten eller slutningen af en såt. Vi er heldige at komme nogle steder hvor skytten har forståelse for, at vi bruger en fugl eller to til at træne hund på i løbet af dagen – vel og mærket når det kan lade sig gøre.
Når vi er ude at samle op så er det klart at vi er tilstede for at samle anskudte fugle hurtigst muligt og det gør vi. Vi lader aldrig den del af jobbet stå tilbage for en træningsfugl, MEN vi er bare så heldige at der meget ofte i starten af en såt eller i slutningen af en såt skydes en enkelt fugl. Denne fugle falder død til jorden og den hundefører der står tættest på den fugl, tilbyder en anden hundefører denne fugl. Dels fordi den ikke har en værdi for ens egen hund fordi man står tæt på fuglen og det ikke giver mening af apporterer en fugl på 20-30 meters afstand, men derimod kan denne fugl blive en god trænings apportering for en anden hundefører der står længere væk.
Det er en gave at have disse muligheder og jeg glæder mig hver gang jeg kan tilbyde en hundefører en fugl og få lov at se lidt godt hundearbejde samtidigt. Meget ofte er det sådan at når man tilbyder andre en fugl – så gør de næsten altid gengæld ret hurtigt efter og langsomt dannes der et særligt venskab blandt de som gerne vil træne lidt hund. Vi søger hinanden hvis vi kan få lov til det og placerer os ofte lidt strategisk i forhold til hinanden hvis det er muligt. Alene for at prøve, om vi kan få en chance for en træningsfugl i løbet af såten.
Den anden dag modtog jeg en mail fra skytten på et af de steder vi samler op på. Han skrev til en af de andre apportører og jeg at han havde modtaget en stor ros fra gæsterne på jagten, som var meget imponeret af hundearbejdet i første såt, hvor netop to kvindelige apportører lavede lidt dirigeringsarbejde på et par fugle. Det var virkelig dejligt at Claus (skytten på Gyllingnæs) videre gav denne ros til os og jeg kvitterede med at rose ham, for at det var ok for os at træne på de fugle, hvor det var muligt.
Den anden apportør var Pernille Brogaard og jeg tænker at vi begge var rigtig glade for den lille mail, også selvom vi begge rent faktisk bøvlede lidt med en af vores apporteringer – så vi var ikke selv tilfredse, men set med andre øjne kan det se fortræffeligt ud 🙂
Både Tommy og jeg har altid 2 hunde med når vi samler op. For ikke at slide for meget på hundene, så har vi også ofte 4 hunde med hver – således at vi skifter i frokost pausen. Det er ikke fordi vores hunde ikke kan gå på jagt en hel dag – men fordi vi ofte er afsted flere dage i streg og fordi hundene rent mentalt har bedst af jagt i mindre dosis. F.eks. har vi ofte vores to unge hunde Canvas og Fawn med bare en halv dag. Sidste år var deres første sæson og der var det rigeligt at sidde og kigge på, mens den ældre og mere erfarende hund apporterer og så efterfølgende få lov at “efterapporterer” (søge området af sammen med andre hunde når såten er blæst af). Vi starter altid vores unge hunde med at de skal søge, altså efterapporterer, frem for at hente noget der falder.
Det har to ganske enkle formål. Hvis de i første sæson kun sidder roligt ved vores side – gerne i snor til en start – og ikke sendes på noget der falder, så bliver de helt rolige fordi de ikke har en forventning om at blive sendt. Når så såten er blæst af (afsluttet), så slipper vi dem og lader dem søge efter evt. fugle som er dødskudt og endnu ikke hentet. Det gør at de bliver virkelig gode til at søge. Der er altid meget fært af fuglene og de har også set at der er faldet fugle i området – så motivationen for at søge er høj. Er de heldige finder de fugl og når det er sket nogle gange så søger de som en drøm. I min verden er efterapporteringen den aller vigtigste når man er på jagt, for det er her vi finder den fugl vi måske ikke så blive skudt under såten, måske fordi vi koncentrerede os om at apporterer en anskydningen i modsat retning.
MEN når man bruger sine hunde flittigt som vi gør så går det også ud over lydigheden. På jagterne opstår der ofte situationer man ikke kan kontrollerer og hvor man må tilgive hunden at den ikke valgte den mest “politisk korrekte” løsning på opgaven. Derfor bruger vi altid dagene imellem jagterne til at træne lidt på stopfløjt og dirigeringsretninger. Det er ganske væsentligt at få poleret lidt i dagene imellem jagterne for at hundene ikke bliver alt for ulydige i løbet af sæsonen. Også det er en fordel fordi vi så ikke skal “hente” så meget i træningen efter sæsonen.
