På mandag er hvalpene 4 uger gamle og i denne 4. uge er der sket en helt masse. Vi har taget dem ud i køkkenet og fodre – mest for at det bliver lidt lettere for os at gøre rent i hvalperummet, men også for at give dem lidt nyt miljø at forholde sig til. De undersøger nysgerrigt rummet og de syntes det er super spændene. Det har naturligt nok også den effekt at de selv begynder at kravle ud af hvalpegården og gå på tur. Tæverne er slemme til det – de stikker af for et godt ord. Drengene er flinke til at blive bag gitteret 🙂
Døren ud har også været åben et par dage, hvor vejret var fint – de syntes dog det er lidt for koldt at tage på tur, så de har nøjedes med at kigge ud 🙂 og ladet mor om at gå sig en tur i haven og på terrassen.
Fredag var totalt set en “øv dag” dels fordi vi tog afsked med vores to gamle drenge Paddy og Navy. Paddy er morfar til hvalpene så det var trist men han var 13 år og frygtelig slidt. Men hvalpene kvitterede med at få dårlig mave hele koret. Det er bare det værste jeg ved som opdrætter for det betyder nonstop rengøring og man bliver lidt stresset når det går løs. Trods Zoolac hver 4. time var der ingen bedring så jeg måtte ringe til en ven og livline som er dyrlæge. Vi blev enig om at starte med at give dem ormekur, dels fordi hvalpene er ret store og måske har brug for ormekuren lidt får de normalt får den i 5. leveuge, men også for at udelukke at det kunne være det. Samtidigt får de skånekost og Diapro som er mælkesyrebakterier til at styrke tarmfloraen og det ser ud til at virke 🙂
De er blevet dygtigere til at bruge træpillerne til at besørge i – men de tisser stadig ret ofte på gulvet. Men det er heller ikke styrkende for deres renlighedstræning at have dårlig mave. Men det går heldigvis fremad 🙂
I dag lørdag har Anne, Ole og Isak været på besøg. De skal have en hanhvalp fra kuldet som skal være familie hund og støtte hund for Isak’s store søster Ida, men indtil videre er det en overraskelse at Ida skal have hund så det går vi lidt stille med 🙂